Din tid på Frederikshavn Gymnasium er en investering i din fremtid, og derfor vil vi meget gerne have, at du trives med at komme her. Det er meget vigtigt, at der i den enkelte klasse bliver skabt et miljø, hvor det er godt at VÆRE og godt at LÆRE. Derfor siger vi, at det faglige og det sociale går hånd i hånd på Frederikshavn Gymnasium.
Hvis du starter på stx (1g) får du allerede første skoledag udleveret en bog, som hedder "Knæk Studiekoden". Det er en bog, som handler om det at gå i gymnasiet og det at studere. Den indeholder en masse gode råd og øvelser, som du kan lave alene eller sammen med din klasse. Ud over øvelser til at skabe en god klassekultur indeholder bogen også gode råd til dig, når du skal tage notater til undervisningen, skrive projekter eller større skriftlige opgaver, lave afleveringer el.lign. Bogen fokuserer på både almene, faglige og sociale kompetencer.
Vores bedste råd til dig, når du starter i gymnasiet eller HF er derfor: Engagér dig, vær positiv og åben og sørg for at deltage aktivt, både i undervisningen og i det sociale liv i din klasse.